Liverpool vender på en tallerken og siger undskyld: En forkert beslutning
Foto: Getty Images
Generelle

Liverpool vender på en tallerken og siger undskyld: En forkert beslutning

Liverpool slår nu fast, at man alligevel ikke vil søge om støtte fra den britiske stat. Det sker efter, at Merseyside-klubben er blevet kritiseret hårdt for den kontroversielle beslutning.

Liverpool har fået meget kritik for klubbens beslutning om at søge om penge fra den britiske stat, så klubben kunne sende medarbejdere hjem under den igangværende coronakrise. 

Tidligere Liverpool-spillere som Jamie Carragher og Dietmar Hamann har raset over beslutningen, og nu har Liverpool-boss Peter Moore så skrevet et åbent brev til klubbens fans.

- For at få sat perspektiv på denne forfærdelige situation, som er uden fortilfælde, er det vigtigt at berøre et emne, som vi som organisation har været involveret i siden weekenden, lyder det blandt andet i brevet, hvor Moore bekræfter, at Liverpool søgte om at få dækket 80 procent af medarbejdernes løn.

Moore skriver, at klubben nu vil finde alternative måder at komme igennem krisen, selvom man egentlig var berettiget til støtten.

- Vi mener, at vi kom frem til den forkerte konklusion i sidste uge, hvor vi annoncerede vores intention om at søge om orlovshjælpepakken og sende medarbejdere hjem som følge af Premier League-nedlukningen. Og det er vi meget kede af.