Inter har allerede hentet Alexis Sanchez, Romelu Lukaku og Ashley Young i Manchester United, men Antonio Conte får ikke held med at slå kløerne i United-talentet Tahith Chong.
Den 20-årige kantspillers kontrakt med De Røde Djævle udløber til sommer, men den bliver forlænget, skriver det hollandske medie ad.nl nu.
Også Chongs agent, Erkan Alkan, bekræfter, at hollænderen bliver på Old Trafford.
- Der var store interesse, og vi talte med flere store klubber, men Manchester United havde en god plan for Tahith. Han vil gerne blive i den klub, som hentede ham fra Holland, siger Erkan Alkan til ad.nl.
Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær har tidligere på året meldt offentligt ud, at både Tahith Chong og Angel Gomes har fået tilbudt nye kontrakter i klubben. Siden har særligt Chong været rygtet kraftigt væk - særligt til Inter - men det tyder altså nu på, at det ikke bliver til noget.
Tahith Chong kom til Manchester United fra Feyenoords ungdomsafdeling i 2016 og har fået 14 optrædener for klubbens førstehold.