Video : Tipsbladet
Generelle

Mancini undskylder for corona-joke

Den italienske landstræner lægger sig fladt ned, hvis en joke, han delte på de sociale medier, fornærmede nogen.

Roberto Mancini er ikke ligefrem kendt for sin humoristiske side, men den fik hans følgere på Instagram at se forleden dag.

Her delte han nemlig en vittighed i sin story.

Her ser man et billede fra en avis, hvor en mand ligger på hospitalet. En doktor spørger, hvad der har gjort ham syg, og patienten svarer 'ved at se nyhederne på tv'.

Flere fandt billedet stødende med hensyn til den nuværende corona-pandemi, og det bliver ikke bedre, at en ny bølge er på vej ind over Italien og resten af Europa.

Derfor krøb den italienske landsholdstræner til tastaturet for at give en uforbeholden undskyldning.

- Jeg delte blot et lille billede, som jeg mente tog lidt af alvoren ud af denne alvorlige situation, vi er i, skrev Mancini på de sociale medier torsdag aften.

- Det er alt. Der var ikke nogen hentydning eller nogen intentioner om at udvise mangel på respekt mod dem, der er syge eller døde af COVID-19. Hvis det er sådan, det kom ud, vil jeg gerne undskylde.

Situationen i Italien er meget alvorlig, og dødstallet for igår nåede op på hele 127 mennesker. I onsdags var det tal på 89.