Sadio Mané forlod for to uger siden banen i raseri, da senegaleseren blev udskiftet med få minutter tilbage af Liverpools 3-0-sejr over Burnley.
Mané var rasende på angrebskollegaen Mohamed Salah, fordi egypteren nægtede at spille Mané fri til scoring.
De to Liverpool-stjerner har dog begravet stridsøksen igen, bekræfter Mané.
Venner igen
Efter lørdagens 3-1-sejr over Newcastle, hvor begge spillere kom på tavlen, slog Mané fast, at deres indbyrdes tvist allerede er glemt igen.
- Det er glemt. Det er den slags ting, der sker i fodbold. Nogen gange er man nødt til at sige ting ansigt til ansigt. Nogle gange sker det, at jeg ikke får afleveringen, lyder det ifølge Canal+ fra Mané.
- Men vi har begravet stridsøksen, og vi er blevet lige så gode venner igen, som vi var før.
Liverpool var på hælene i begyndelsen af lørdagens hjemmekamp mod Newcastle, inden Sadio Mané vendte kampen med to scoringer før pausen.