Mbappé om United-fiasko: Jeg har ligget søvnløs lige siden
Foto: Getty Images
Generelle

Mbappé om United-fiasko: Jeg har ligget søvnløs lige siden

Den franske verdensstjerne erkender, at nederlaget til Manchester United har ramt ham usædvanligt hårdt.

De fleste havde tippet Paris Saint-Germain til at slå Manchester United i Champions League, især efter, at franskmændene vandt den første kamp i England - og efter det pinlige exit erkender Kylian Mbappé nu, at nederlaget har været en særdeles bitter pille at sluge. 

- Jeg er rystet. Jeg mangler ord for det. Jeg har ikke været i stand til at sove, og jeg tror, at det har været det samme for de andre. Det er svært. Vi arbejdede så hårdt for det, og nu er vi ude. Vi er skuffede. Men fodbolden går videre. Vi vil prøve at komme tilbage og slutte sæsonen godt af, siger Mbappé ifølge ESPN.

Ødelagde en magisk aften
Manchester United snuppede avancementet efter en sen straffesparksscoring, men Kylian Mbappé havde inden da haft muligheden for at lukke opgøret, da han kom fri med David de Gea. 

- For at være ærlig, så var det vores mål. Vi arbejdede frem imod det hver dag. Tilhængerne støttede os også. Stadion var fyldt, tilhængerne gjorde deres arbejde og bakkede op om os. Det var en helt magisk atmosfære, og vi ødelagde festen. Vi ønskede ikke at ødelægge den, men det gjorde vi. 

- Det er kompliceret nu, efter den måde, det skete på. Der er mange mennesker, der tvivler på os. Men jeg tror stadig på det her projekt. Jeg er sikker på, at vi kan gøre noget godt for klubben med tilhængernes support. Jeg håber, at de fortsætter med at bakke os op. De har altid gjort deres arbejde. Nu er det vores tid til at præstere.

Skal ikke til Madrid
Trods rygter om et skifte til Real Madrid slår angriberen fast, at han stadig har tænkt sig at være i Paris efter sommerens transfervindue.

- Ja, jeg er sikker på, at jeg bliver her. Det lå allerede fast før det, der skete (mod United, red.). Med alle de problemer, som det her exit har forårsaget, så er det meningsløst at blande spekulation om min fremtid ind i det.