Medie: Barca dropper Griezmann til fordel for serbisk bomber
Foto: Getty Images
Generelle

Medie: Barca dropper Griezmann til fordel for serbisk bomber

Atlético Madrid-stjernen har angiveligt åbnet døren for et skifte, men katalanerne er mere interesserede i at hente Eintracht Frankfurts Luka Jovic.

Barcelona er igen blevet sat i forbindelse med Antoine Griezmann, men nu forlyder det, at katalanerne vil gå med en billigere løsning og hente Luka Jovic i Eintracht Frankfurt. 

Det skriver den spanske avis Sport.

Barcelona var sidste sommer igennem en større transfersaga med Griezmann, som i sidste ende mundede ud i, at franskmanden blev i Atlético Madrid. Det er Barcelona ikke interesseret i at gå igennem igen, når man til sommer skal hente en nier.

Allerede i vinterens transfervindue ledte Barcelona intenst efter en angriber, men i sidste ende valgte spanierne at gå med en midlertidig løsning, da man lejede Kevin Prince-Boateng i Sassuolo. Ghaneseren har dog kun spillet to kampe for Barcelona siden januar.

Svært dilemma
Ifølge den spanske avis befinder Barcelona sig i en kompliceret situation, fordi man er i tvivl om, hvorvidt man skal finde en reserve for Suárez, eller om man skal hente en angriber, der kan kæmpe med uruguayaneren om spilletid. 

Den givne angriber er, ifølge avisen, nødt til at have en kraftfuld tilstedeværelse i feltet, for at passe ind i Barcelona, og samtidig skal der være tale om en spiller, der kan indgå i det tætte pasningsspil. 

I de senere år har Barcelona haft problemer med at finde angribere, der er interesserede i at være reserve for Suárez. Både Munir og Paco Alcacer har således forladt klubben. 

Ifølge den franske avis L'Equipe har Antoine Griezmann igen åbnet døren for et skifte, men Sport skriver, at Barcelona foretrækker at hente Luka Jovic i stedet. 

Stor aldersforskel
Franskmanden er således 28 år, mens Jovic kun er 21. Serberen har scoret 22 mål for Eintracht Frankfurt i denne sæson.

Jovic har været udlejet fra Benfica til Eintracht Frankfurt i denne sæson, men tyskerne vil udnytte en option på 150 millioner kroner til at hente Jovic permanent senere i marts.

Noget tyder dog på, at Jovics tid i Tyskland nærmer sig enden.