Medie: Icardi anklager Inter-præsident for 'meningsløs ydmygelse'
Foto: Getty Images
Generelle

Medie: Icardi anklager Inter-præsident for 'meningsløs ydmygelse'

Den argentinske angriber forstår ikke, hvorfor Inter valgte at fratage ham anførerbindet.

Mauro Icardi har ikke været i aktion for Inter siden begyndelsen af februar, hvor klubben valgte at fratage argentineren anførerbindet.

Siden da har angriberen døjet med en knæskade, som der dog er blevet sået tvivl om i italienske medier. 

Har aldrig manglet respekt
Icardi er dog ifølge den italienske avis La Repubblicca vendt tilbage til træningen torsdag. Avisen skriver, at den vragede anfører havde en samtale med klubpræsident Steven Zhang forud for søndagens Milano-derby, som Inter vandt 3-2. Argentineren var angiveligt såret over klubbens behandling af ham.

- Jeg har aldrig manglet respekt for nogen. Jeg har et fremmøde på 97,5 procent til træning, og ingen har nogensinde beklaget sig over min professionalisme eller min opførsel, lød det angiveligt fra Icardi, der beskrev fratagelsen af anførerbindet som en 'meningsløs ydmygelse.'

Klubben har sidste ord
Steven Zhang ønskede ikke at diskutere cheftræner Luciano Spalletis beslutning i detaljer med Icardi, men holdt fast i, at klubben har det sidste ord. Præsidenten opfordrede desuden Icardi til at have en mere ydmyg attitude. 

Med Icardi tilbage på træningsbanen ser det dog ud til, at argentineren kan se frem til at trække i Inter-trøjen igen inden længe.