Medie: Manchester City idømmes lang transferkarantæne om få dage
Foto: Getty Images
Generelle

Medie: Manchester City idømmes lang transferkarantæne om få dage

Det er ikke mere end nogle uger siden, at FIFA idømte Chelsea en langvarig transferkarantæne for at overskride reglerne om erhvervelse af mindreårige spillere. Og nu forlyder det, at også Manchester City kan se frem til en lignende transferkarantæne.

I slutningen af februar blev Chelsea af FIFA tildelt en transferkarantæne på to transfervinduer, og nu tegner det til, at også Manchester City kan se frem til en lignende karantæne. 

Således skriver The Sun, at Manchester-klubben står til at blive den næste klub, der bliver fundet skyldig i overtrædelse af reglerne om at hente mindreårige spillere. Det forventes, at Manchester Citys transferkarantæne bliver af den samme varighed som Chelseas, nemlig to transfervinduer. Dermed må Pep Guardiola vente til sommeren 2020, før han igen kan hente forstærkninger til truppen.

Må vinke farvel til stort transferbudget
The Sun har talt med en anonym kilde i FIFA.

- Vi har undersøgt City som del af en længerevarende undersøgelse. Vi forventer, at der vil komme en udmelding om City, i stil med den om Chelsea, i løbet af de næste to uger. Den kommer meget snart, lyder det fra kilden. 

Den engelske avis skriver videre, at mestrene kan komme i yderligere problemer, idet FIFA angiveligt har tænkt sig at starte en ny, separat undersøgelse af klubben. Det internationale fodboldforbund vil undersøge klubbens finansiering af Right To Dream-akademiet i Ghana. 

Sidste år bragte Jyllands-Posten en historie om to afrikanske ungdomsspillere, der spillede kampe for Manchester City, inden de var fyldt 18 år.

Hvis Manchester City bliver ramt af transferkarantænen kan Pep Guardiola således vinke farvel til det transferbudget på 1,3 milliarder kroner, som han havde fået stillet i udsigt af klubben. Guardiola har haft kig på Leicesters venstreback Ben Chilwell, og den spanske træner er også på udkig efter en afløser til Fernandinho.

Chelsea har anket FIFAs dom, og det må regnes som overordentligt sandsynligt, at Manchester City også vil anke, hvis klubben bliver idømt en transferkarantæne.