Video : Tipsbladet
Generelle

Medie: Solskjær vil hente midtbanespiller i Chelsea

Manchester United kæmper med Paris Saint-Germain om franskmanden Tiémoué Bakayoko, der i sidste sæson var udlejet til AC Milan.

Han tiltrak sig opmærksomhed fra en række storklubber, da Monaco i 2017 vandt det franske mesterskab og nåede semifinalen i Champions League - men sidenhen har karrieren ikke kørt på skinner for Tiémoué Bakayoko. 

Den franske midtbanespiller skiftede herefter til Chelsea, hvor han efter en skuffende sæson blev udlejet til AC Milan.

PSG holder øje
Bakayoko er nu tilbage i Chelsea, men franskmanden kan inden længe være på vej væk fra London-klubben igen.

Således reporterer det franske medie RMC, at både Paris Saint-Germain og Manchester United overvejer at hente Bakayoko.

Den franske klubs nye sportsdirektør, Leonardo, har et godt øje til Bakayoko, og har taget kontakt til spillerens repræsentanter.

Leonardo og Bakayoko har et godt forhold. Det var således den brasilianske sportsdirektør, der i sidste sæson hentede Bakayoko til AC Milan. 

Engelske klubber er også interesserede
Det forlyder dog, at flere Premier League-klubber også er interesserede i Bakayoko. Arsenal nævnes af det franske medie, der dog peger på Manchester United som den mest interesserede af de engelske klubber. 

I Manchester risikerer Ole Gunnar Solskjær således at miste Nemanja Matic og Paul Pogba denne sommer, og derfor har de røde djævle allerede kontaktet Chelsea for at høre om muligheden for at få fingrene i Bakayoko.

Først skal London-klubbens nye cheftræner Frank Lampard dog lige holde et møde med franskmanden, så fremtiden kan blive afklaret.