Video : Tipsbladet
Generelle

Messi og Maradona forbigået: Ibrahimovic udpeger historiens største

Zlatan Ibrahimovic har valgt at udpege den tidligere brasilianske bomber Ronaldo som verdenshistoriens bedste spiller.

Et par uger efter Diego Maradonas død omtalte Zlatan Ibrahimovic argentineren som 'den største nogensinde'.

Nu har svenskeren dog tilsyneladende ændret mening. I et interview med Discovery+ har Ibrahimovic således istedet udråbt den tidligere Inter- og Real Madrid-stjerne Ronaldo som den bedste spiller nogensinde. 

- Jeg behøver ikke at beskrive Ronaldo. 'Fænomenet'. Jeg siger altid, at der findes de spillere, der spiller spillet. Og så er der de spillere, der er spillet. I mine øjne er Ronaldo spillet. Når du ser ham spille... alle ønskede at spille som ham og være som ham, lyder det således fra Ibrahimovic. 

- Måden, som han bevægede sig på. Måden, som han lavede sine stepovers på. Måden, som han lavede 'slangen'. På grund af den måde, han bevægede sig på, er han i mine øjne den bedste spiller i historien. Uden tvivl.

Udover Inter og Real Madrid optrådte Ronaldo også for Cruzeiro, PSV Eindhoven, Barcelona, Milan og Corinthians i løbet af karrieren. I alt nåede han op på 296 mål i 452 kampe. 

Ronaldo blev tre gange kåret til verdens bedste spiller af FIFA, mens brasilianeren vandt Ballon d'Or to gange. I 2002 blev han VM-topscorer, da Brasilien blev verdensmestre.