Video : Tipsbladet
Generelle

Messi var interesseret i udlejning til Cadiz

Lionel Messi står lørdag overfor en klub, som argentineren kunne have tørnet ud for, for 15 år siden.

Barcelona møder lørdag Cadiz på udebane, og for Lionel Messi bliver der tale om et møde med klubben, hvor argentineren for 15 år siden kunne have tilbragt en sæson som lejesvend. 

- Cadiz er en meget smuk by, og jeg kunne godt tænke mig at spille her, lød det ifølge Goal fra Messi til Cadiz' assistenttræner, Luis Soler, tilbage i 2005. 

Barcelona-mandskabet slog dengang Cadiz med 3-1 i en træningskamp, hvor Ronaldinho og Samuel Eto'o stod for scoringerne. 

Barcelona var åbne for udlejning
Cadiz forberedte sig dengang på en ny tilværelse i La Liga, efter 13 års fravær fra den bedste række. Den andalusiske klub arbejdede på det tidspunkt på at få fingre i den 18-årige Messi. 

Argentineren havde på det tidspunkt netop overstået sin debutsæson i Barcelona, hvor han havde fået ni kampe. Endnu var det dog ikke besluttet, om Messi skulle spille 2005/06-sæsonen i Barcelona. 

- Vi overvejede at hente flere navne, der allerede så lovende ud. Ikke kun Messi, men også Marcelo. Vi tog kontakt. Jeg havde set ham i de lavere aldersgrupper, og også med Argentinas U20-hold i Colombia. De kendte ham ikke engang i Argentina, men vi var klar over, hvad han var i stand til, lyder det ifølge Goal fra Alvaro Benito, Cadiz' daværende sportsdirektør. 

Ifølge Benito var Barcelona indledningsvist åbne for en udlejning af Lionel Messi. Cadiz' plan gik dog i vasken, da Lionel Messi den 26. september 2005 fik sit spanske pas, hvilket betød, at argentineren ikke længere talte som en ikke-EU-spiller i Barcelona. Allerede i oktober samme år var Messi således også blevet fast inventar i Frank Rijkaards foretrukne startellever på Camp Nou.