Video : Tipsbladet
Generelle

Mourinho langer ud efter Spurs-profils attitude: Han ville ikke spille

José Mourinho langer efter Tottenhams 2-1-sejr over Brighton ud efter midtbanespilleren Tanguy Ndombele, som ikke ønskede at spille kampen, selvom han var skadesfri.

José Mourinho har alle dage haft en forkærlighed for spillere, der er klar til at gå gennem ild og vand for ham.

Og derfor tyder det på, at portugiseren ikke var helt tilfreds, da midtbanespilleren Tanguy Ndombele afviste at deltage i torsdagens hjemmekamp mod Brighton, selvom franskmanden var skadesfri.

Er ikke skadet
Ndombele var således ikke i truppen til kampen mod Brighton, som Tottenham vandt med 2-1 efter et sejrsmål af Dele Alli.

- Jeg kan ikke sige, at han er skadet, for om minutter starter vi vores træningssession, og måske tager I plads på tilskuerpladserne, så I kan se den. Og der vil han træne normalt. Så jeg kan ikke sige, at han er skadet. Jeg kan kun sige, at han i går fortalte mig, at han ikke følte sig parat til kampen. Ikke på grund af en skade, men på grund af tidligere skader, som han har haft siden starten af sæsonen. To eller tre muskelskader, lyder det ifølge Amazon Prime fra Mourinho.

- Han følte sig ikke klar til at spille kampen. Men jeg kan ikke sige, at han er skadet. Jeg kan kun sige, at han ikke følte sig parat, hvilket er noget andet.