Video : Tipsbladet
Generelle

- Mourinho bryder sig ikke om, at Lampard konfronterer ham

Ifølge den tidligere Tottenham-målmand Paul Robinson stikker José Mourino og Frank Lampard en del til hinanden på sidelinien.

Chelsea og Tottenham brager søndag sammen på Stamford Bridge, hvor der bliver tale om en duel mellem Frank Lampard og Chelsea-bossens gamle chef og mentor, José Mourinho. 

Og ifølge den tidligere Tottenham-målmand Paul Robinson er der lagt op til en interessant tvekamp, idet der er en markant rivalisering kørende mellem de to gamle allierede.

Stikker til hinanden
José Mourinho hentede tre mesterskaber til Chelsea i sine to ophold i klubben, og Frank Lampard var en helt central del af portugiserens mandskab. Søndag bliver venskabet dog lagt til side, når lærlingen skal op imod sin mester, lyder det fra Paul Robinson. 

- Jeg har været til et par af kampene mellem dem, og jeg har holdt nøje øje med dem. De stikker en del til hinanden på sidelinjen, hvilket er godt at se, lyder det ifølge The Racing Post fra Robinson. 

- Frank kan godt lide at vise, at han ikke længere er lærlingen. Han kan kan godt lide at konfrontere José, for at vise, at han ikke er lærlingen længere. Og det er jeg ikke sikker på, at Mourinho bryder sig om. 

Tror på Tottenham-guld
José Mourinhos Tottenham-mandskab ligger inden søndagens opgør på førstepladsen i Premier League, og ifølge Paul Robinson har portugiseren det, der skal til, for at hente trofæer til Tottenham.

- José blev hentet ind af én grund: For at vinde trofæer. Og jeg mener helt ærligt, at han kan gøre det, med det hold, han har. Han ved, at han kan skabe historie, hvis han kan vinde med Tottenham. 

- José og Frank Lampard gør det fantastisk godt, og jeg mener helt sikkert, at de begge er mesterskabskandidater i denne sæson. Det bliver en kamp mellem to hold, der har trænere, der er under pres for at levere. Og det her er en stor test for Frank, som har fået stillet mange penge til rådighed. De har hentet nogle fremragende spillere til klubben.