Video : Tipsbladet
Generelle

Mourinho fastholder: - Jeg har vundet 25 og et halvt trofæ i min karriere

José Mourinho mener, at han i løbet af trænerkarrieren har vundet 25 og et halvt trofæ.

José Mourinho har i sin trænerkarriere vundet 25 trofæer, men i et interview med The Sun argumenterer portugiseren nu for, at han har vundet 25 og et halvt trofæ i karrieren.

Ifølge José Mourinho bør det således tælle som et halvt trofæ, at han i denne sæson førte Tottenham til Carabao Cup-finalen, inden London-klubben valgte at fyre ham få dage inden finalen på Wembley. Tottenham endte med at tabe til Manchester City.

- Hvis du ønsker at være proaktiv, så kan du spørge mig nu: 'Hvor mange trofæer har du vundet i din karriere?' Mit svar vil være 25 og et halvt. Det halve trofæ er den finale, jeg ikke fik lov til at spille med Tottenham, lyder det således fra Mourinho.

- Hvis du spørger folk, som har spillet mange finaler, så vil de alle fortælle dig: 'Det er en drøm at spille i en finale'. Og det er ligegyldigt, om det er din første finale eller nummer 20 eller 50. En finale er altid en drøm. En finale på Wembley er mere end en drøm. Jeg deltog i den første på det nye Wembley, og hver gang, jeg tager dertil, så er det mere end en drøm. Og at have chancen for at vinde et trofæ med en klub, der ikke har mange trofæer, var selvsagt en dobbelt drøm.

- Jeg er typen, der kommer videre og ønsker folk det bedste, når jeg forlader en klub. Men på en sjov måde vil jeg sige, at jeg har 25 og et halvt trofæ, fordi det er noget, der har sat et aftryk på min karriere. At jeg ikke fik lov til at deltage i en finale, som jeg havde vundet retten til at være en del af. 

José Mourinho vandt seks trofæer i Porto, otte i Chelsea, fem i Inter, tre i Real Madrid og tre i Manchester United.