Video : Tipsbladet
Generelle

Mourinho håner Solskjær: Flinke trænere ender som marionetdukker

José Mourinho leverer en brutal kritik af spillertruppen i Manchester United, og forklarer hvorfor det aldrig kan betale sig at være en flink træner.

Ole Gunnar Solskjær blev i december hevet ind som midlertidig cheftræner i Manchester United, efter fyringen af José Mourinho, og nordmanden fik hurtigt vendt stemningen med sin mere venligtsindede og positive tilgang.

Efter tre måneders tid begyndte tingene dog at gå voldsomt skævt for Solskjær, der sluttede sæsonen af med to sejre i de sidste tolv kampe. United missede desuden kvalifikationen til Champions League.

Håner United-truppen og Solskjær
Og nu får nordmanden tilsyneladende en hånlig kommentar med på vejen fra sin forgænger, José Mourinho.

- Spillerne kan føle sig udmattede, når du kræver meget af dem. Når jeg siger, at min anden sæson i United var fantastisk, så siger jeg det fordi potentialet og målet blev indfriet. Jeg pressede dem virkelig - som man presser en appelsin - for at få dem til at præstere. Når man har en meget professionel gruppe af ambitiøse, hårdtarbejdende og talentfulde spillere i en struktureret klub, så opstår denne udmattelse ikke. Man er nærmest er alene, fordi man ikke kan mærke klubbens støtte, og fordi visse spillere går imod træneren, som skal være en nice guy. Jeg vil ikke være den flinke træner. For efter tre måneder ender den flinke træner som en marionetdukke. Og det ender aldrig godt, lyder det ifølge L'Equipe fra Mourinho.

Karrierens største præstation
José Mourinho førte i sidste sæson Manchester United til en andenplads i Premier League. Og portugiseren mener, at udviklingen i denne sæson har sat den præstation i et andet perspektiv.

- For ni eller ti måneder siden sagde jeg, efter otte mesterskaber, at det at blive nummer to med United muligvis er min største bedrift. Nu forstår folk, hvad jeg mente.