Video : Tipsbladet
Generelle

Mourinho rasende over Arsenal-hån: Det går også dårligt for jer

Jose Mourinho er ikke tilfreds med Arsenals hånende bemærkninger på de sociale medier, lader det til.

Tottenhams forhåbninger om en top 4-placering i Premier League brast forleden, da José Mourinhos tropper led et smerteligt 3-1-nederlag til Sheffield United. 

Efter slutfløjtet gik der ikke lang tid, før Arsenal valgte at ligge en video af Arsenals sidste sejr mod Sheffield ud på Twitter med teksten: "Det er svært at slå Sheffield United på Bramall Lane. Her er en påmindelse om, hvordan det skal gøres". 

Det opslag har Mourinho dog ikke meget til overs for. Portugiseren har således svært ved at forstå, at Arsenal skulle være i en position til at håne deres lokalrivaler. 

- Jeg tror ikke de ville gå så meget op i vores problemer, hvis de lå nummer et i tabellen eller kæmpede med om top 4. Man nyder kun andres problemer, når man selv er i problemer. Så jeg tror, det handler mere om det, siger Mourinho ifølge The Sun. 

- De har ikke meget at fejre - så de bliver nødt til at gribe enhver chance for at håne os. De er i en meget lignende situation som os i tabellen. 

Tottenham kan bringe sig tættere på kvalifikation til Europa League med en sejr på hjemmebane over Everton i aften klokken 21.