Video : Tipsbladet
Generelle

Mourinho raser over Bales Instagram-opslag

José Mourinho er ikke begejstret for Gareth Bales seneste opslag på Instagram.

José Mourinho havde onsdag svært ved at skjule sin overraskelse over, at Gareth Bale havde meldt afbud til FA Cup-kampen mod Everton med en skade, der, ifølge portugiseren, 'ikke var åbenlys'.

Ifølge den engelske avis The Guardian var det en opsigtsvækkende udmelding fra Tottenham-bossen, der tilsyneladende stillede spørgsmålstegn ved, om skaden reelt var slem nok til at forårsage et afbud.

Misforhold mellem opslaget og virkeligheden
Samme dag som Everton-kampen valgte Gareth Bale så at dele et billede fra træningsbanen på Instagram. 'God træningssession i dag', lød den ledsagende tekst til billedet fra Gareth Bale. Og på fredagens pressemøde, forud for lørdagens udekamp mod Manchester City, kunne José Mourinho ikke holde sig fra at kommentere Gareth Bales opslag..

- Jeg er nødt til at sige, at det opslag er nødt til at blive kommenteret. Der var en selvmodsigelse mellem opslaget og virkeligheden. Siden begyndelsen af sæsonen, i relation til alt, har jeg forsøgt at være meget privat og holde tingene internt. Men jeg følte, at jeg var nødt til at kommentere den her situation, lyder det ifølge Daily Mirror fra Mourinho. 

- Opslaget var nok ikke engang hans ansvar. Men det viste, at træningssessionen var god, og 'jeg er klar'. Hvilket var totalt forkert. Så da jeg blev spurgt, var jeg nødt til at forklare, hvordan virkeligheden ser ud. 

Scanning viste ingen skade
Ifølge José Mourinho viste scanningen ikke, at Gareth Bale skulle være ramt af en skade.

- Nu gentager jeg det for sidste gang. Han følte sig ikke tilpas. Han bad om en scanning. Han fik en scanning. Scanningen viste ikke en skade, men hans følelse var stadig, som den var. Som trænere og lægestab kan vi aldrig gå imod spillerens ønsker. Så han var ikke klar til kampen. Så simpelt er det. Hvis han er klar til i morgen, så bliver han udtaget i morgen.

Ifølge den tidligere Tottenham-cheftræner Harry Redknapp er der næppe tvivl om, at det ikke var José Mourinhos idé at hente Gareth Bale til Tottenham. Portugiseren har tidligere raset over spillere, der har meldt sig skadet, uden at være ramt af en reel skade.