Ny Milan-brasilianer drømmer om at blive som Kaka
Foto: Getty Images
Serie A

Ny Milan-brasilianer drømmer om at blive som Kaka

Lucas Paquetà vil slå til i AC Milan som idolet og landsmanden Kaka.

Den nyslåede AC Milan-spiller Lucas Paquetà bliver den dyreste spiller, der er handlet fra den brasilianske liga til Serie A. Den 21-årige ser frem til at tørne ud for storklubben, som idolet Kaka også gjorde det.

- Kaka var et af mine idoler, og min drøm er at gøre det så godt i Milan, som han gjorde det, selv hvis det ikke er godt at lave sammenligninger. Jeg vil egentlig bare forsøge at udføre mit job, så godt som jeg overhovedet kan, siger Paquetà til de ventende reportere.

Den unge brasilianer får nummer 39 i AC Milan, og han bliver præsenteret på et pressemøde tirsdag. Milan-klubben skal betale Paquetàs nuværende klub Flamengo i omegnen af 35 millioner euro.

Det betyder, at han påbegynder træningen med resten af spillerne frem mod den italienske Super Cup mod Juventus den 16. januar.