Video : Tipsbladet
Generelle

Officielt: Real Madrid sender kæmpetalent på lejeophold

Real Madrid har udlejet det japanske stortalent Takefusa Kubo til Villareal.

Efter en enkelt sæson på leje i Mallorca skal Real Madrid-stortalentet Takefusa Kubo optræde for Villareal i næste sæson. 

Det bekræfter La Liga-klubben på Twitter. 

Fortid i Barcelona
Den 19-årige Takefusa Kubo vakte stor opmærksomhed sidste sommer, da den japanske teenager valgte at skifte fra FC Tokyo til Real Madrid, til trods for, at teknikeren i mere end fire år var en del af Barcelonas ungdomsakademi. 

Kubo, der er blevet kaldt 'den japanske Messi', har imponeret i Mallorca, hvor japaneren i den forgangne sæson opnåede 35 ligakampe for øklubben, der dog endte med at rykke ud af La Liga. 

I Villareal var klubbens nye cheftræner, Unai Emery, opsat på at få fingrene i Kubo. Og det ønske har Emery altså fået opfyldt, idet man i Real Madrid kom frem til, at Villareal var den bedste klub at udleje stortalentet til. 

I modsætning til Takefusa Kubo ser det ud til, at norske Martin Ødegaard til sommer vender tilbage til Real Madrid, efter et succesfuldt lejeophold i Real Sociedad.