Video : Tipsbladet
Generelle

Optakt: Chelsea - Ajax

Ajax har revanche til gode, når hollænderne tirsdag aften gæster Stamford Bridge.

Kampfakta:
Tidspunkt: Tirsdag klokken 21.00
Sted: Stamford Bridge
TV: 3+

Holdnyt:
Chelsea
Der var mange spørgsmålstegn til Frank Lampard inden denne sæson, men klubikonet har efter en usikker start i den grad imponeret på Stamford Bridge. Chelsea ligger således på fjerdepladsen i Premier League, med hele seks point ned til Arsenal på femtepladsen. Og for to uger siden leverede Lampards tropper således en stærk indsats, da det blev til en overraskende 1-0-sejr over Ajax i Amsterdam. Chelsea har vundet de seneste fem kampe i ligaen, men tabte til gengæld hjemme mod Manchester United i Carabao Cup'en i sidste uge.

Chelsea ser umiddelbart ud til at have alle mand klar, selvom Lampard muligvis vælger at spare N'Golo Kanté, der netop er vendt tilbage efter en lyskenskade. 

Ajax
Erik ten Hags tropper har fortsat de imponerende takter fra sidste sæson, og derfor kom hjemmebanenederlaget til Chelsea da også som lidt af en overraskelse. Et nederlag i London kan meget vel betyde, at Valencia overtager andenpladsen i gruppe H inden de sidste to kampe. Der kan således meget vel blive lagt i kakkelovnen til en gyser i den sidste runde, hvor spanierne kommer til Amsterdam. 

I den hjemlige liga har Ajax været flyvende. 10 sejre og to uafgjorte betyder således, at Amsterdam-klubben har seks point ned til AZ Alkmaar på andenpladsen i tabellen. Senest blev det til en 4-2-sejr ude mod Zwolle i fredags, hvor både Quincy Promes og David Neres blev dobbelte målscorere.

Karantæner:
Chelsea: Ingen.
Ajax: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Chelsea (4-2-3-1): Arrizabalaga - Azpilicueta, Zouma, Tomori, Alonso - Jorginho, Kovacic - Willian, Mount, Pulisic - Abraham

Ajax (4-3-3): Onana - Mazraoui, Veltman, Blind, Tagliafico - Alvarez, van de Beek, Martinez - Neres, Tadic, Ziyech

Dom:
Ajax var i sidste sæson bedre ude end hjemme i Champions League, og Chelsea har også vist svingende form på Stamford Bridge i denne sæson. Buddet herfra lyder således på en pointdeling, som vil være acceptabelt for begge hold. 1-1.