Video : Tipsbladet
Generelle

Özil-agent sviner Arsenal-manager: Mangel på respekt

Mesut Özil er ikke en del af Arsenals planer for denne sæson, og det gør spillerens agent Erkut Sögüt vred. Han kommer nu med et offentligt udbrud rettet mod Arsenal-manager Mikel Arteta.

Mesut Özil er færdig i Arsenal. MIdtbanespilleren har godt nok stadig 250 dage tilbage af sin kontrakt, men han er blevet udeladt helt af truppen, og forleden gik hovedpersonen selv ud på de sociale medier og forklarede, at han ærgrer sig over at slutte af på denne måde.

Som svar på det var Arsenal-manager Mikel Arteta forleden ude af sige, at Özil har fået præcis de samme chancer på holdet som alle andre. Man har angiveligt været tæt på at lykkedes, men manageren er mislykkedes med at få tingene til at spille omkring tyskeren.

Nu skal Özil så formentlig gå og tumle rundt det sidste års tid af sin kontrakt, og behandlingen af ham skaber stor vrede hos Özil-agenten Erkut Sögüt:

- Det er ikke værdigt for Arsenals fans, at de skal høre Arteta sige, at han mislykkedes med Özil. Nej, for du har svigtet ham. Du undlod at være retfærdig, ærlig og gennemsigtig. Du behandler ikke nogen med respekt, der ellers har en kontrakt og har været loyale hele vejen igennem, siger Erkut Sögüt i et interview med ESPN.

Agenten fortsætter sit udbrud med en opfordring om fairplay:

- Alle ved, at Arteta ikke har behandlet ham retfærdigt. Han har ikke givet ham en chance for at vise sig i denne sæson. Mens en spiller stadig har kontrakt, skal han have muligheden for at kæmpe for sin plads. Den mulighed har Mesut ikke fået, tordner Erkut Sögüt.

Meldingerne fra agenten menes at være faldet i dårlig jord hos Arteta, der skulle have opfordret agenten til at tie stille, når han ikke har noget godt at sige.