Video : Tipsbladet
Generelle

Slagter Buffon: Du vil altid være en lille mand

20 år efter skiftet til Juventus er Gianluigi Buffon vendt tilbage til Parma. Serie B-klubbens største ultras-gruppe har dog bestemt ikke taget varmt imod målmandslegenden.

Torsdag blev det officielt, at Gianluigi Buffon vender tilbage til Parma, men målmandslegendens retur har ikke fået den bedste start.

Således skriver Daily Mail og Football Italia at Parmas største ultras-gruppe, 'Boys' har hængt et banner op, hvor fansene går hårdt til Buffon: 'Du sagde farvel som en lejesoldat, så du kan ikke vende tilbage som helt... vis respekt for trøjen', lød det således på banneret.

Bærer stadig nag
Ifølge Eurosport-journalisten Siavoush Fallahi har Parma-fansene også kritiseret Gianluigi Buffon i et opslag på Facebook

- For 20 år siden lovede du, at du aldrig ville iklæde dig den lortetrøje (Juventus-trøjen, red.). Tre uger senere skrev du under for 'i gobbi' (et kælenavn for Juventus, red.) fra Australien af. Nu kommer du tilbage til den eneste klub, som du har vundet noget med i Europa. Efter det ønsker vi kun at fortælle dig, at i vores øjne er du, og vil altid være, en lille mand.

Den i dag 43-årige Gianluigi Buffon indledte sin karriere i Parma, hvor han fik sin Serie A-debut i 1995. Buffon vandt senere UEFA Cup'en med Parma i 1999, inden han i 2001 skiftede til Juventus.