Video : Tipsbladet
Generelle

Pirlo bebrejder unge spillere: De forstår det ikke

Juventus led et nyt pointtab i den italienske Serie A lørdag. Manager Andrea Pirlo forklarer det med manglende erfaring på holdet.

På dette tidspunkt i sæsonen er Juventus ved at køre det italienske mesterskab i hus - sådan har det i hvert fald stort set forholdt sig i de seneste ni sæsoner, hvor den italienske storklub er løbet med Serie A-titlen.

Men sådan er det ikke i år.

Juventus ligger syv point efter førerholdet fra Inter, og lørdag tabte man på ny point, da det kun blev til 1-1 mod Hellas Verona.

Ifølge holdets manager Andrea Pirlo skyldes det de unge spillere på holdet:

- Det er skuffende, fordi vi vidste, at det ville blive en svær og hårdt spillet kamp. Det er de små detaljer, der bliver afgørende, og som de unge spillere desværre ikke forstår kan gøre forskellen og føre til point. Når man er foran, bliver man nødt til at prøve at køre sejren hjem.

- Vi mangler en masse erfarne spillere, så de yngre forstod ikke, hvordan kampen forløb. Jeg bad Cristiano (Ronaldo red.) og Alex Sandro om at tale med dem og sætte sig igennem, men det var ikke nok, lyder forklaringen fra Pirlo over for DAZN ifølge Goal.

Juventus har for tiden både Giorgio Chiellini, Leonardo Bonucci, Danilo og Juan Cuadrado ude med skader. Seks ud af 11 på holdet lørdag var derfor også 25 år eller yngre.

De talte dog også rutinerede folk som Cristiano Ronaldo, Alex Sandro og Aaron Ramsey.