Video : Tipsbladet
Generelle

Pochettino efter skuffende debut: - Mbappé er nødt til at forbedre sig

Mauricio Pochettino erkendte efter 1-1-kampen mod Saint-Etienne, at det var skuffende at smide to point i PSG-debuten.

For første gang siden 2019 var Mauricio Pochettino onsdag tilbage på sidelinien i rollen som cheftræner, da argentineren for første gang stod i spidsen for Paris Saint-Germain. 

Den tidligere Tottenham-boss fik dog en noget skuffende start, da de franske mestre måtte nøjes med 1-1 ude mod Saint-Etienne. Gæsterne måtte klare sig uden den skadede Neymar, men havde til gengæld både Kylian Mbappé og Angel Di Maria med fra start. 

Pochettinos mandskab kom bagud efter 19 minutter, men fik kort efter udlignet på en scoring af Moise Kean. Flere mål blev det dog ikke til i opgøret, og dermed måtte Paris Saint-Germain rejse hjem med et enkelt point i baggagen. Pariserne indtager nu andenpladsen i Ligue 1-tabellen, tre point efter Lyon.

Skuffet Pochettino
Og efter slutfløjtet i Saint-Etienne slog Mauricio Pochettino også klart fast, at ét point ikke var specielt tilfredsstillende. 

- Vi er skuffede, for vi ønskede at vinde. Vi leverede det, der skulle til, for at vinde. Vi prøvede at skabe nogle ting, men det var ikke nok. Men under de givne omstændigheder vil vi tage til takke med det ene point. Først og fremmest har vi set positive tegn, i forhold til fremtiden, lød det, ifølge Le Parisien, fra Pochettino.  

- Der er mange ting, der kan blive forbedret. Både offensivt og defensivt. Måden, som vi spiller på modstandernes banehalvdel, samt den måde, vi spiller bolden rundt foran et hold, der står så tæt sammen, som Saint-Etienne gjorde i dag. Det er også nødvendigt at vide, hvordan vi undgår kontraangreb. 

Plads til forbedring hos Mbappé
Kylian Mbappé spillede ikke en stor kamp, hvilket Pochettino heller ikke ville lægge skjul på. 

- Jeg var glad for Kylian, han havde en rigtig god attitude. Han er nødt til at forbedre sig, ligesom resten af holdet. Han er helt sikkert skuffet over, at vi ikke vandt, for han kunne have gjort det bedre. Men jeg er glad for ham, vil jeg sige. 

Pochettino, der blev fyret i Tottenham i november 2019, slog samtidig fast, at det var dejligt endelig at være tilbage på sidelinien igen.

- Jeg var meget glad for at være i gang igen. Det var underligt, for den sidste gang, jeg var på bænken, var for 14 måneder siden. Dengang var der 62.000 tilskuere på stadion. Det var mærkeligt i dag. Jeg savnede at mærke fansenes varme.