Video : Tipsbladet
Generelle

Pochettino til Juventus: Familiemedlem puster liv i rygterne

Ifølge Mauricio Pochettinos fætter har træneren de rette egenskaber til at erstatte Allegri i Juventus.

Juventus og Massimiliano Allegris veje skilles til sommer efter fem års samarbejde. Det bekræftede klubben i fredags. Spørgsmålet er nu, hvem der så skal stå i spidsen for den gamle dame, når bolden ruller igen på den anden side af sommerferien. 

Rygterne om, hvem der bliver den nye træner er mange, og nu er Totteham-manager Mauricio Pochettino også blevet sat i forbindelse med trænerjobbet i Juventus. Argentineren er tidligere blevet rygtet til henholdsvis Manchester United og Real Madrid, men begge klubber har fundet deres nye trænere i Ole Gunnar Solskjær og Zinedine Zidane. 

Ifølge Goal er Pochettino i tvivl om fremtiden i Tottenham, da han er usikker på bestyrelsens vilje til at investere i spillertruppen. Ifølge trænerens fætter, der bor i Italien, har han kvaliteterne til at stå i spidsen for Juventus, og fætteren afslører, at Pochettino godt kunne se sig selv i det italienske. 

- Juventus' mål er selvfølgelig at vinde Champions League, og min fætter besidder alle kvaliteterne til at være træner for klubben. Mauricio har vist, at han har erfaringen til at træne i Europa. Med Tottenham har han været i stand til at smede en gruppe, der ikke var så kendte. Han er helt klart tiltrukket af Italien. Lysten er der, men jeg ved ikke, om de kan overbevise ham. Beslutningen kommer til at blive hans, siger han ifølge Goal. 

Ud over Mauricio Pochettino er trænere som José Mourinho, Simone Inzaghi og Maurizio Sarri blevet sat i forbindelse med trænerposten i Juventus.