Video : Tipsbladet
Generelle

Pogba angrebet af United-fans: Udsat for dødstrusler og racisme

Manchester United-stjernen er kommet i modvind blandt en lille gruppe af klubbens fans på Twitter. Fansene angriber således franskmandens hudfarve og enkelte går endda så vidt som at komme med dødstrusler.

Paul Pogba brændte mandag aften et straffespark i udekampen mod Wolverhampton, og den aktion faldt ikke i god jord blandt en lang række Manchester United-fans på Twitter.

Ifølge den engelske avis The Sun blev franskmanden således udsat for mange hadske ytringer fra fans på Twitter.

En af fansene opfordrede endda til at slå Pogba ihjel, og kaldte i samme ombæring midtbanespilleren for en 'gorilla.' Flere andre Twitter-brugere brugte desuden n-ordet om Pogba, i bitterhed over franskmandens misbrugte straffespark.

Opbakning fra holdkammerater
De smagløse angreb har fået holdkammeraterne Harry Maguire og Marcus Rashford til at komme Paul Pogba til undsætning.

- Frastødende. De sociale medier er nødt til at gå gjort noget ved det her. Enhver konto bør kræve et pas eller kørekort for at kunne blive oprettet. Stop disse patetiske trolls fra at lave flere konti til at forulempe folk, lød det således fra Maguire.

- Manchester United er en familie. Paul Pogba er en kæmpe del af den familie. Hvis du angriber ham, angriber du os alle, lød meldingen fra Rashford. 

United tager afstand
Manchester United har tirsdag udsendt en meddelelse, hvor klubben tager afstand fra de racistiske fans.

- Individerne, der har udtrykt disse holdninger, repræsenterer ikke de værdier, vi har i vores fantastiske klub, og det er opløftende at se, at langt størstedelen af vores fans på de sociale medier fordømmer denne slags opførsel, lyder det blandt i meddelelsen.

Manchester United slår desuden fast, at klubben vil arbejde på at identificere personerne, der er kommet med dødstrusler og racistiske angreb.