Video : Tipsbladet
Generelle

PSG-profil indikerer sommerindkøb af Napoli-stjerne: Han er min general

PSG-midtbanespilleren Idrissa Gueye kaster nu benzin på de rygter, som i de seneste uger har sendt Kalidou Koulibaly til den franske hovedstad.

For lidt over en måned siden reporterede den franske avis Le Parisien, at Napoli-profilen Kalidou Koulibaly havde købt en dyr luksuslejlighed i centrum af Paris, og at PSG regner med et sommerindkøb af den senegalesiske forsvarsspiller.

Koulibaly har været rygtet til de fleste af Europas storklubber, men ifølge Gazzetta dello Sport ønsker Napoli-stjernen at vende tilbage til Frankrig, hvor han er født og opvokset.

Vil være fantastisk
Og nu udtaler Koulibalys landsholdskollega, PSG-midtbanespilleren Idrissa Gueye, sig så om forsvarsstjernens mulige skifte til den franske hovedstadsklub.

- Jeg har ikke talt med nogen om det, bortset fra en af mine trænere, som sendte mig en besked og sagde, at det ville være fantastisk. Selvfølgelig ville det være fantastisk for både ham og klubben. Det ville også være fantastisk for mig at have en anden senegaleser i klubben, lyder det ifølge Canal Plus fra Gueye.

- Jeg kommer rigtig godt overens med ham. Jeg kalder ham 'min general'. Hvis han kommer hertil, så det vil det være et rigtig godt skifte for ham.

Den 28-årige Kalidou Koulibaly har spillet i Napoli siden skiftet fra Genk i 2014. Senegaleseren har kontrakt med den italienske klub indtil 2023, og ifølge Gazzetta dello Sport har Napoli tidligere afvist et bud på 750 millioner kroner fra Manchester United.