Video : Tipsbladet
Generelle

Rangeret: De mest realistiske Solskjær-afløsere

Der er stor utilfredshed med Ole Gunnar Solskjær i øjeblikket. Men hvis nordmanden skal ud, hvem skal så ind? Vi har her taget et kig på de mest realistiske bud på en ny Manchester United-cheftræner.

Med indkøbene af Cristiano Ronaldo, Raphäel Varane og Jadon Sancho var der egentlig lagt op til lidt af triumftog på Old Trafford i denne sæson, hvor sæsonen blev indledt med tårnhøje forventninger fra klubbens fans. 

Begejstringen har dog taget lidt af et styrtdyk på det seneste, hvor de røde djævle har tabt til hold som Young Boys, Aston Villa og West Ham. Og efter søndagens 1-1-kamp mod Everton har flere eksperter så argumenteret for, at tiden er kommet til at losse Ole Gunnar Solskjær ud på røv og albuer. 

Med sommerens markante forstærkninger er der således forventninger om langt bedre resultater, og der er derfor også blevet peget på, at indkøbet af Cristiano Ronaldo 'bliver Solskjærs undergang'. Efter Everton-kampen meldte selv Sir Alex Ferguson sig tilmed ind i koret af Solskjær-kritikere, idet skotten undrede sig over nordmandens beslutning om at bænke Ronaldo. 

Men hvis Solskjær skal ud, hvem skal så ind? Det er selvfølgelig spørgsmålet, som mange Manchester United-fans i øjeblikket stiller sig selv. Hos bookmakeren Betfair kan man spille på, hvem der bliver Manchester Uniteds næste cheftræner, og det er selvsagt nogle ganske interessante navne, der topper listen. 

På førstepladsen finder man således den tidligere Liverpool-boss og nuværende Leicester-cheftræner Brendan Rodgers. Den tidligere Tottenham-boss Mauricio Pochettino, der siden januar har stået i spidsen for Paris Saint-Germain med blandet held, indtager andenpladsen, mens Antonio Conte er at finde på tredjepladsen.

Rangeret: De mest realistiske Solskjær-afløsere (odds i parentes)

15. Erik ten Hag (33)
15. Luis Enrique (33)
15. Laurent Blanc (33)
12. Michael Carrick (25)
12. Thomas Tuchel (25)
12. Marcelo Bielsa (25)
12. Rafa Benitez (25)
8. Massimiliano Allegri (20)
8. Ralf Rangnick (20)
6. Julian Nagelsmann (16)
6. Gareth Southgate (16)
4. Zinedine Zidane (12)
3. Antonio Conte (5)
2. Mauricio Pochettino (4,33)
1. Brendan Rodgers (4)