Video : Tipsbladet
Generelle

Rangeret: Verdens 10 bedste kantspillere

Der findes et hav af forrygende kantspillere i disse dage, men CLBOLD har her rangeret de 10 bedste spillere på positionen.

I de seneste årtier er det blevet normalen at spille 4-3-3, mens 4-4-2 tidligere var den mest klassiske opstilling, og derfor er moderne kantspillere nu om dage meget tæt på at være angribere. 

Alligevel kan de fleste nå til enighed om, at en spiller som Robert Lewandowski spiller på en anden position end en spiller som Jack Grealish. På denne liste har vi derfor fokuseret på kantspillere, mens deciderede centerforwards som Lewandowski er blevet udeladt (klik her for at se vores liste over planetens bedste centerforwards).

Vi har i vores udvælgelse forsøgt at finde en balance mellem spillernes generelle niveau og deres form i de seneste måneder. Der er tale om en position, hvor der findes et hav af klassespillere, hvorfor vi har været nødt til at se bort fra stjerner som Serge Gnabry, Jadon Sancho, Vinicius, Marcus Rashford og Mikel Oyarzabal. 

10: Riyad Mahrez (Manchester City)
Algiereren er en offensiv profil på et af verdens bedste klubhold, hvilket siger en del om hans niveau. Driblestærk og med en forrygende sparketeknik. Sendte PSG ud af Champions League i sidste sæsons semifinale.

9: Jack Grealish (Manchester City)
Blev i sommer det dyreste indkøb i Premier League-historien, da han forlod Aston Villa. Ekstremt driblestærk og med et skarpt øje for sine medspillere. 

8: Raheem Sterling (Manchester City)
Sterling har ikke vist det store i klubregi i den seneste tid, men under EM var han en af slutrundens store profiler. Har nok brug for luftforandring snart.

7: Lorenzo Insigne (Napoli)
En bærende kraft på det italienske landshold, der i sommer blev europamestre. Nettede 19 gange i Serie A i sidste sæson, og er generelt en meget komplet kantspiller med et lavt tyngdepunkt og en forrygende sparketeknik.

6: Federico Chiesa (Juventus)
En spiller, som de fleste af verdens største klubber drømmer om at hente. Ligner fremtidens store stjerne i Juventus med sin aggressive spillestil. Chiesa var en af de bedste spillere under EM, hvor Italien gik hele vejen. 

5: Heung-min Son (Tottenham)
Harry Kane smutter muligvis snart, men Tottenham råder i Heung-min Son over en af verdens bedste offensivspillere. Sydkoreaneren blev noteret for 22 mål og 17 assister for Tottenham i sidste sæson.

4: Neymar (Paris Saint-Germain)
Neymars form har været skidt på det seneste, hvorfor han på nøjes med en fjerdeplads på den her liste. Brasilianeren er dog verdens bedste spiller på de dage, hvor han virkelig rammer topniveauet. 

3: Sadio Mané (Liverpool)
Senegaleseren er ikke den bedste kantspiller i Liverpool, hvilket siger en hel del om Anfield-klubbens offensiv. Havde det svært i sidste sæson, men har i denne sæson scoret fem mål i ni kampe.

2: Mohamed Salah (Liverpool)
En af de mest formstærke spillere i verden lige nu. Egypteren scorede for nyligt et genialt mål imod Manchester City, og har indledt sæsonen med ni mål og tre assister i ni kampe. 

1: Lionel Messi (Paris Saint-Germain)
En spiller, der ikke behøver en længere beskrivelse. Messi har ikke fået den mest flyvende start i Paris, men må dog stadig siges at være den stærkeste i verden på sin position.