Video : Tipsbladet
Generelle

Rasende Brescia-præsident kritiserer UEFA: De tænker kun på pengene

Det er udelukket, at sæsonen kan afsluttes efter den 30. juni, mener Brescia-præsident Massimo Cellino, der retter massiv kritik mod UEFA.

Udsigterne til at slippe af med coronavirussen er fortsat dystre i Italien, hvor smitte- og dødstallet stiger dag for dag.

Alligevel arbejder man i Serie A på, at sæsonen kan genoptages den 20. maj eller i starten af juni, og det er helt grotesk, mener Massimo Cellino, der er præsident for Brescia.

- Det er arrogant og uansvarligt. Min tale baserer sig primært på to ting: respekt for helbredet og fodboldsystemets sikkerhed. Når vi har mistet denne sæson, ødelægger vi også den næste. Det er afgørende, at vi kan starte den, siger han til La Gazzetta dello Sport.

UEFA har planer om at skubbe sæsonafslutningen, hvilket desuden vil få konsekvenser for starten på næste sæson.

- UEFA kan ikke skubbe noget. Sæsonen slutter den 30. juni, hvor klubberne skal præsentere deres budgetter og spillerkontrakter. De er arrogante og uansvarlige; de tænker kun på pengene og deres cupturneringer.

- Men UEFA afgør ikke det italienske mesterskab. Det gør Italien. Hvis Serie A genoptages, skal den afsluttes inden 30. juni. Vil de have os til at spille hver anden dag? Eller har UEFA magten til at forlænge dagene og gøre dem 72 timer lange?

- Hvis UEFA vil være nyttige, skal de sende iltcylindre og respiratorer til Brescia. Det ville vi være taknemmelige for.

Brescia ligger i skrivende stund sidst i Serie A.