Video : Tipsbladet
Generelle

Rasende Sterling: Greb fat om halsen på Liverpool-spiller i kantine

Raheem Sterling må se torsdagens EM-kvalifikationskamp mod Montenegro fra tilskuerpladserne, efter at Manchester City-stjernen mandag aften overfaldt sin landsholdskammerat i en kantine.

Mandag aften meldte det engelske fodboldforbund ud, at Raheem Sterling er blevet droppet til torsdagens EM-kvalifikationskamp mod Montenegro, fordi Manchester City-stjernen har været involveret i et nyt sammenstød med Liverpool-spilleren Joe Gomez.

De to herrer kom op at toppes under søndagens Premier League-brag på Anfield, og stridsøksen var altså ikke helt begravet, da de engelske landsholdsspillere mandag aften mødte ind i landsholdslejren.

- Fodboldforbundet kan bekræfte, at Raheem Sterling ikke bliver involveret i torsdagens EM-kvalifikationskamp mod Montenegro, på grund af et sammenstød i et privat område på St. George's Park i dag, lyder det ifølge Daily Mail fra det engelske fodboldforbund.

Var stadig bitter
Raheem Sterling sad angiveligt i kantinen, da Joe Gomez kom hen og hilste på ham, mens resten af truppen var i lokalet. Sterling lænede sig herefter bagover for at tage fat om halsen på Gomez, som han ville tilsyneladende stadig var rasende på. Det skriver Daily Mail.

De øvrige engelske landsholdsspillere troede i første omgang, at der var tale om en joke fra Sterlings side, men det stod hurtigt klart, at stjernen havde mistet besindelsen, hvorefter holdkammeraterne altså måtte skride ind for at skille de to kamphaner ad. 

En svær beslutning
Episoden kom som en overraskelse for de øvrige spillere, da den gængse opfattelse var, at Sterling og Gomez allerede have begravet stridsøksen efter søndagens kamp på Anfield, hvor de omfavnede hinanden. 

Gareth Southgate var herefter efterladt med en svær beslutning. Landstræneren overvejede i første omgang, om Sterling skulle sendes hjem fra landsholdslejren, men Southgate besluttede i sidste ende, at Sterling skulle have lov til at blive. Stjernen er således blevet vraget til torsdagens opgør mod Montenegro, mens han altså er i spil til søndagens udekamp mod Kosovo.

- Vi har taget en beslutning om, at Sterling ikke involveres i torsdagens kamp mod Montenegro. En af vores store udfordringer og styrker er, at vi har været i stand til at adskille klubrivaliseringer, når vi er samlet med landsholdet. Desværre gik bølgerne stadig højt efter gårsdagens kamp, lød meldingen fra Southgate.

- Min fornemmelse er, at denne beslutning er den rette for holdet. Nu hvor beslutningen er taget, med alle spillernes enighed, er det vigtigt, at vi støtter spillerne og fokuserer på torsdagens kamp.