Video : Tipsbladet
Generelle

Raser over Bale: - Det virker til, at han er glad for at sidde på bænken

Liverpool-legenden Graeme Souness opfordrer Gareth Bale til at sige det højt, hvis han er utilfreds med den manglende spilletid i Tottenham.

Gareth Bales Tottenham-retur har udviklet sig til lidt af en fuser, og ifølge Liverpool-legenden Graeme Souness er problemet, at waliseren mangler noget fandenivoldskhed. 

Bale fik søndag sin blot anden ligakamp fra start i denne sæson, da Tottenham tabte med 1-0 til Brighton. Her blev den den 31-årige waliser dog flået ud efter en times spil. 

- Jeg sidder og kigger på ham... en verdensklassespiller, der er kommet tilbage til den klub, han siger, at han elsker... og det virker til, at han er fint tilfreds med at sidde ude på bænken, lyder det ifølge Sky Sports fra Souness.

- Hvis han ikke er tilfreds med det... og det var dét, han blev anklaget for i Real Madrid... hvis du ikke er tilfreds, så sig det højt. Lad Spurs-tilhængerne vide, at du ikke er glad for, at du ikke får flere minutter. Der er tale om en fyr, som var en vaskeægte verdensklassespiller. Vi ved ikke, om det stadig er tilfældet. Som 31-årig burde han være på toppen.

- Jeg spillede min bedste fodbold, da jeg var 31 år. Disse år burde være hans bedste. Han er kommet tilbage til klubben, hvor han er højt elsket. Under kampene zoomer kameraet ind på ham, når der bliver lavet udskiftninger. Og det ser ikke ud til at gå ham på, når det er en anden spiller, der kommer på banen. 

Gareth Bale har i denne sæson scoret fire mål i 15 kampe for Tottenham. I Premier League er det blevet til ét mål i seks kampe.