Video : Tipsbladet
Generelle

Raser over kontroversiel Klopp-beslutning: Han er en skændsel

Jürgen Klopp har meldt ud, at det bliver Liverpools U23-hold, der kommer til at spille F.A. Cup-omkampen mod Shrewsbury fra den tredjebedste række. Og det er det ikke alle, der synes godt om.

Jürgen Klopp tiltrak sig søndag opmærksomhed, da tyskeren efter 2-2-skuffelsen mod Shrewsbury i F.A. Cup'en slog fast, at han ikke har tænkt sig at møde op til omkampen, som skal spilles på Anfield.

Liverpool-bossen er således bitter over, at det engelske fodboldforbund har programsat omkampen til at blive spillet under den nyindførte vinterpause i Premier League, som finder sted i februar.

Jürgen Klopp har således meldt ud, at det bliver Liverpools U23-hold, der stiller op til omkampen mod Shrewsbury.

Klopp har gjort sig selv til grin
Ifølge Andy Holt, der er bestyrelsesformand i League One-klubben Accrington Stanley, er Klopps plan dog meget langt fra at være acceptabel.

- Han er en skændsel. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor de største klubber og spillere i Premier League ikke er loyale overfor klubberne og spillerne længere nede i systemet. Det er egoisme af den værste skuffe, lyder det ifølge Goal fra Holt.

- Jeg ville tvinge mig selv ud af sengen for at spille omkampen. Fordi det er den rigtige ting at gøre. Jeg ville være helt ligeglad med, hvor træt jeg var. Jeg ville gøre den rette ting. Jeg ville give lidt tilbage, frem for at være en egoistisk type. Vi har talt om F.A. Cup'en, og om hvordan de største Premier League-klubber foretrækker at spille opvisningskampe i Premier League for at øge deres indtægter og forbedre deres brands

- Jürgen, du har gjort dig selv til grin. Du tilsværter dit omdømme. Gentænk din beslutning. Du dræber F.A. Cup'en. Der er snak om at slå Carabao Cup'en ihjel. Du er ved at slå os ihjel.