Video : Tipsbladet
Generelle

Raser over 'korrupt' UEFA: Har snydt Kanté for at få plads til Ronaldo

UEFA har inkluderet Cristiano Ronaldo på årets hold, selvom portugiseren kun fik fjerdeflest stemmer blandt mulighederne i angrebet. Og det er der mange fans, der er meget utilfredse med.

UEFA offentliggjorde onsdag unionens 'Team of the Year', men udvælgelsen har vakt kritik blandt flere fans.

UEFA har således valgt en noget atypisk 4-2-4-opstilling, og ifølge SPORTbible er årsagen, at unionen ville have plads til Cristiano Ronaldo, på bekostning af Chelsea-spilleren N'Golo Kanté.

Offensivt hold
Der er tale om et hold, som blandt andet er baseret på stemmer fra fans, og her forlyder det altså, at Cristiano Ronaldo kun fik fjerdeflest stemmer blandt mulighederne til angrebspositionerne. Samtidig fik N'Golo Kanté angiveligt tredjeflest stemmer blandt mulighederne på midtbanen. 

UEFA valgte dog at gå med fire mand i angrebet, hvor der udover Cristiano Ronaldo er blevet plads til Lionel Messi, Robert Lewandowski og Sadio Mané. Midtbanen er mere tyndt besat, idet der kun er blevet plads til Frenkie de Jong og Kevin de Bruyne.

Et korrupt foretagende
Og på Twitter var der så flere fans, der efterfølgende var ude med riven efter UEFA.

- De har udelukkende valgt en 4-2-4-formation, så der kan blive plads til Ronaldo efter et sløjt år, lød det således fra en fan.

- I har ændret formation til 4-2-4, bare så I kan få plads til Ronaldo. UEFA er et korrupt foretagende, og det kommer aldrig til at ændre sig, lød det fra en anden fan. 

- I skulle bare finde en måde at få plads til Ronaldo, lød det fra en tredje bitter fan.

Talsmand afviser kritik
En talsmand fra UEFA afviser dog, at der skulle være noget mærkeligt ved 4-2-4-formationen.

- Formationen på det her 'Team of the Year' var udvalgt med henblik på at reflektere fansenes stemmer på bedst mulig vis - og samtidig tage spillernes præstationer i UEFA-turneringer i betragtning. Derfor er der fem Champions League-vindere og fire Nations League-finalister. Formationen ændrer sig jævnligt, og i år er ingen undtagelse, lyder det.