Video : Tipsbladet
Generelle

Raser over Ronaldo: De store stjerner føler, at de er hævet over alting

Den italienske sportsminister er bestemt ikke tilfreds med Cristiano Ronaldos opførsel.

Cristiano Ronaldo nægtede tidligere på måneden at forblive i isolation Juventus' hotel, efter at to stabsmedlemmer i Torino-klubben havde testet positiv for coronavirus. 

Portugiseren råbte angiveligt af flere Juventus-bosser, inden han tog hjem, for derefter at flyve til Portugal dagen efter. I den portugisiske landsholdslejr testede Ronaldo så positiv for coronavirus. 

Efterfølgende reporterede den italienske avis La Gazzetta dello Sport, at det italienske politi har valgt at undersøge Cristiano Ronaldo og flere andre Juventus-spillere for brud på karantænereglerne. 

Minister tordner mod Ronaldo
Historien om Cristiano Ronaldos manglende overholdelse af karantænereglerne har nu også fået Italiens sportsminister op i det røde felt. 

- De store stjerner føler, at de er hævet over alting. Da han tog afsted med sit landshold, brød han karantænereglerne i så høj grad, at der blev åbnet en sag hos den offentlige anklager i Torino, efter sundhedsmyndighedernes rapport, som vil føre til en undersøgelse. De store stjerner er nødt til at være forbilleder, lyder det ifølge Tuttosport fra den italienske sportsminister, Vincenzo Spadafora.

Som følge af den positive coronavirustest var Cristiano Ronaldo ikke med, da Juventus lørdag spillede 1-1 mod Crotone. Portugiseren er heller ikke med i aftenens Champions League-kamp mod Dynamo Kiev. Ronaldo er samtidig tvivlsom til næste uges brag mod Lionel Messi og Barcelona.