Video : Tipsbladet
Generelle

Raser over United: Derfor ender Fernandes som topscorer i Premier League

Peter Crouch mener, at Bruno Fernandes formentlig ender som Premier League-topscorer i denne sæson, fordi Manchester United får så mange straffespark.

Ifølge den tidligere Liverpool- og Tottenham-angriber Peter Crouch tyder alt på, at Manchester United-midtbanespilleren Bruno Fernandes bliver topscorer i Premier League i denne sæson. 

Den portugisiske stjerne har scoret syv straffesparksmål i Manchester United-trøjen siden januarskiftet fra Sporting. Senest scorede Fernandes fra pletten mod Brighton, da Manchester United lørdag fik tilkendt et straffespark af VAR, efter at dommeren havde fløjtet kampen af. Scoringen sikrede Solskjærs tropper en 3-2-sejr.

- Jeg tror, at Bruno Fernandes vinder Den Gyldne Støvle, og det gør jeg, fordi jeg venter at høre 'straffespark til Manchester United' en gang om ugen, fra nu og til maj, lyder det fra Crouch i Daily Mail.

- Der er 38 kampe, så jeg gætter på 38 straffespark. Er du enig? Jeg mener, at det straffespark, de fik i weekenden mod Brighton, var meget opsigtsvækkende. Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have haft det, hvis jeg havde spillet på et hold, der troede, at de havde sikret sig et vigtigt point, for derefter at se VAR tage affære, mens spillerne er i gang med at give hånd. Hvordan kan det være sådan?

Peter Crouch er ikke den eneste, der er utilfreds med mængden af straffespark, som Manchester United tildeles. Også José Mourinho har således kommenteret de mange straffespark. I sidste sæson fik Manchester United tilkendt hele 14 straffespark.