Video : Tipsbladet
Generelle

Real Madrid-keeper tæt på skifte - her er afløseren

Keylor Navas er angiveligt tæt på at skifte Real Madrid ud med Paris Saint-Germain, muligvis som en del af en handel om Neymar. Afløseren skal hentes i Serie A

Thibaut Courtois er blevet udnævnt som det ubetingede førstevalg på målmandsposten i Real Madrid, og det efterlader costaricanske Keylor Navas som reservemålmand - men det er han ikke tilfreds med. Derfor vil han væk fra Real Madrid, og han meldes tæt på den franske storklub Paris Saint-Germain. Det skriver de to spanske aviser Marca og AS. 

I netop PSG jagter Real Madrid i øjeblikket superstjernen Neymar, og derfor kan Keylor Navas ifølge AS muligvis blive en del af den handel. Marca skriver dog samtidig, at Navas' ønske om spilletid er så stort, at han vil til den franske hovedstad uanset, om Neymar ender i Madrid eller ej.

AS mener også at kende navnet på Real Madrids måske kommende andetvalg mellem stængerne. Det skulle dreje sig om AC Milans Pepe Reina, som har haft en stor karriere i særligt Liverpool. Med undtagelse af et ophold i Napoli har den 36-årige spanske keeper dog accepteret en plads på reservebænken i karrierens efterår hos Bayern München og altså AC Milan.

Real Madrid føler sig efter sigende sikre på, at AC Milan ikke vil stille sig i vejen for Pepe Reinas skifte til Santiago Bernabéu. Det kræver dog, at kongeklubben i første omgang opfylder Keylor Navas ønske om at jagte spilletid et andet sted.