Video : Tipsbladet
Generelle

Real Madrid-legende hylder eks-holdkammerat: Bedre end Messi

Den tidligere brasilianske verdensmester Roberto Carlos roser nu landsmanden Ronaldo til skyerne. Ifølge den tidligere venstreback kan ingen sammenlignes med den legendariske målræv.

Lionel Messi og Cristiano Ronaldo bliver ofte omtalt som de to måske største spillere i historien, men ifølge den tidligere Real Madrid-back Roberto Carlos kan hverken argentineren eller portugiseren måle sig med den brasilianske Ronaldo.

- Ronaldo var noget særligt til træning. Han var den bedste. Der kommer aldrig en ny Ronaldo 'Fenomeno'. Ikke Neymar, Cristiano eller Messi. Ronaldo var unik, lyder det ifølge Goal fra Roberto Carlos.

Sværere arbejdsbetingelser
Ifølge Roberto Carlos havde landsmanden også vanskeligere arbejdsbetingelser.

- Jeg vil sige, at det i vores generation var sværere at score mål. Spillet vare mere fysisk dengang, og angriberne blev beskyttet mindre. Men Ronaldo kunne gøre alt. 

Utrolig debut
Ronaldo blev VM-topscorer og verdensmester i 2002, og skiftede få måneder efter fra Inter til Real Madrid, hvor flere dog var bekymrede for brasilianerens skadesproblemer.

- Jeg vidste, hvor utrolig han var, da han kom hertil. Men det var der mange andre folk i Madrid, der ikke gjorde. Han overraskede mange. Jeg kan huske, at 80.000 fans var meget glade, og overraskede over ham, lyder det fra Roberto Carlos, med henvisning til Ronaldos debut i Real Madrid-trøjen.

Brasilianeren blev indskiftet i et opgør mod Alavés, hvor han nettede to gange.