Video : Tipsbladet
Generelle

Real Madrid ramt af coronavirus: Ødegaard misser Betis-kamp

Martin Ødegaard har testet positiv for coronavirus, og nu skal resten af Real Madrid-truppen igennem endnu en test.

Martin Ødegaard har testet positiv for coronavirus, og nordmanden kommer derfor ikke i aktion i lørdagens udekamp mod Real Betis.

Det skriver den spanske avis Mundo Deportivo.

Dårlig timing
Der er tale om dårlig timing for den 21-årige Ødegaard, der denne sommer er vendt tilbage til Real Madrid efter tre-et-halvt år med udlejninger. Ødegaard startede inde, da Real Madrid i weekenden indledte La Liga-sæsonen med en 0-0-kamp mod Real Sociedad.

Efter kampen mod baskerne blev alle Real Madrid-spillerne testet, og her viste Ødegaards test sig altså at være positiv. På grund af Ødegaards positive test skal hele Real Madrid-truppen testes igen tirsdag, således at man overholder de gældende protokoller. 

Martin Ødegaard opholder sig nu i isolation i hjemmet. Resten af Real Madrid-truppen vender onsdag tilbage til træning, såfremt ingen af tirsdagens tests viser sig at være positive.