Video : Tipsbladet
Generelle

Real Madrid-spiller: - Selv på 50 procent er Bale klubbens bedste angriber

Gareth Bale er tilbage i Real Madrid, og en af waliserens holdkammerater har tilsyneladende fidus til, at den tidligere Tottenham-spiller kan få en succesfuld sæson efter returen til La Liga.

Efter en sæson som lejesvend i Tottenham er Gareth Bale denne sommer vendt tilbage til Real Madrid, og waliseren har tilsyneladende imponeret på træningsbanen i den spanske storklub. 

Ifølge det spanske tv-program El Chiringuito mener en unavngiven Real Madrid-spiller således, at Gareth Bale er klubbens klart bedste offensivspiller, omend waliseren ikke har ændret sin væremåde. 

- Bale opfører sig på den samme måde, som han altid har gjort, men selv på 50 procent er han klubbens bedste angriber. Bale træner godt. Han opfører sig præcis ligesom han gjorde under Zidane. Han træner, og derefter tager han hjem. Han har ikke et fantastisk forhold til Ancelotti, lyder det altså angiveligt fra den unavngivne Real Madrid-spiller. 

Det afsløres altså ikke, hvilken spiller, der er tale om, men der er tilsyneladende tale om en spiller, der ikke har den store fidus til Karim Benzema. 

Ancelotti skal motivere Bale
Det er journalisten Edu Aguirre, der citerer den unavngivne Real Madrid-spiller, og ifølge Aguirre ser næste sæson umiddelbart lys ud for Gareth Bale, selvom waliseren tidligere har været meget kritiseret i Real Madrid. 

- Spillerne i omklædningsrummet ved, at hvis Ancelotti formår at motivere Bale, så vil der ikke være nogen grund til, at han ikke skulle kunne få en god sæson, lyder det således fra Aguirre.

Gareth Bales kontrakt med Real Madrid udløber næste sommer. Den 32-årige waliser er noteret for 105 mål i 251 kampe for madrilenerne.