Video : Tipsbladet
Generelle

Real Madrid vil snyde Barcelona for Inter-stjerne

Begge de store spanske klubber leder efter en langsigtet løsning til angrebet, og nu vil Real Madrid kapre den spiller, som ærkerivalen FC Barcelona ellers havde udset sig

Real Madrid har Karim Benzema, mens FC Barcelona har Luis Suárez. To klasseangribere, som gennem mange sæsoner har vist deres værd for deres respektive klubber. Men, de er begge også begyndt at komme lidt op i årene. Benzema på 32 år og Suárez på 33 år kan ikke forventes at have mange gode sæsoner tilbage, og derfor kigger både Real Madrid og FC Barcelona sig om efter deres fremtidige spidsangriber.

Her har FC Barcelona på rygtebasis kastet deres kærlighed på Inters Lautaro Martínez, som i denne sæson har imponeret stort i Serie A og Champions League med i alt 16 sæsontræffere. Nu ser de dog ud til at få konkurrence fra - Real Madrid.

Martínez har en frikøbsklausul på 'blot' 111 millioner euro, hvilket i disse tider ikke er meget for en notorisk målscorer på blot 22 år, som allerede har bevist sine evner i en af verdens allerstørste ligaer. Og den frikøbsklausul har Real Madrid ifølge det argentinske medie TyC Sports tænkt sig at aktivere.

Derfor kan de to spanske giganter muligvis se frem til en sand transferduel til sommer, og i Real Madrid har de ifølge TyC Sports allerede et kontraktudspil klar. De vil tilbyde Lautaro Martínez en årsløn på 14 millioner euro, og det er faktisk ikke første gang, de har vist interesse for den argentinske landsholdsangriber.

Allerede da han i sommeren 2018 tog til Inter fra Racing Club de Avellaneda i hjemlandet, var Real Madrid interesseret. Det har Martínes selv fortalt til selvsamme TyC Sports.

Det trækker i hvert fald op til, at Inter må slippe angriberen til sommer, og Real Madrid og FC Barcelona ligner to gode bud på en kommende arbejdsgiver. Det kan derfor blive interessant og underholdende at følge med i den potentielle duel mellem de to ærkerivaler.