Video : Tipsbladet
Generelle

Real Madrid villige til at tilbyde syv spillere til Dortmund for Haaland

Real Madrid har adskillige spillere i truppen som de er villige til at tilbyde Borussia Dortmund for at sænke prisen på Erling Haaland.

Erling Haaland har vedligeholdt en vanvittig målscoringsform i denne sæson, selvom han i januar-transfervinduet tog et kæmpestort skridt op ad stigen fra Red Bull Salzburg i den østrigske liga til Borussia Dortmund i Bundesligaen. I alt er det blevet 41 mål i 35 kampe for den unge nordmand. 

Således bliver der allerede spekuleret i, hvorvidt Haaland er klar til at tage næste skridt. Real Madrid bliver i hvert fald ustandseligt kædet sammen med den 19-årige skarpretter, og nu forlyder det så fra Madrid-mediet Diario Madridista, at Los Blancos skulle være parate til at tilbyde én eller flere af syv spillere for at sænke prisen på Haaland. 

Ifølge mediet, skal der være tale om Oscar Rodriguez, Dani Ceballos, Alvaro Odriozola, Brahim Diaz, Lucas Vazquez, Mariano Diaz og Takefusa Kubo. Der er altså ikke tale om nogle vanvittigt store navne, selvom spillerprofilerne må siges at passe godt på Dortmunds filosofi, hvad angår spillerrekruttering. 

Hvis ikke Dortmund bider på, må Real Madrid formentlig vente til sommeren 2022, hvor en frikøbsklausul på knap 600 millioner kroner aktiveres i Haalands kontrakt.