Video : Tipsbladet
Generelle

Real-stjerne afslører: Havde tilbud fra Barca, men valgte med hjertet

Det 19-årige kæmpetalent Vinicius Junior havde også muligheden for at skifte til FC Barcelona, men i sidste ende foretrak han Real Madrid.

Den brasilianske kantspiller har haft svært ved at finde formen i denne sæson, hvor han kun er startet inde i fire kampe indtil videre. 

Det er dog ikke noget, der slår det unge talent ud. Ifølge Diario AS har han nemlig ingen planer om at forlade Real Madrid. 

Han har ellers været sat i forbindelse med et skifte til både AC Milan, Arsenal og Paris Saint-Germain. 

Og det er bestemt ikke første gang, at Vinicius Junior har været en ombejlet herre. Inden han i sommeren 2017 skrev under med Real Madrid, havde han nemlig også et tilbud fra ærkerivalerne, FC Barcelona, liggende på bordet. Det har han selv fortalt til Real Madrid TV ifølge Football Espana. 

- Jeg havde tilbud fra både Madrid og Barca, men i sidste ende fulgte jeg min fars råd og valgte med hjertet, siger han. 

- Jeg ser mig selv i denne klub langt ud i fremtiden, og jeg føler, at jeg har et særligt bånd til Benzema, fortalte han også til Real Madrid TV ifølge Football Espana. 

Vinicius Junior har kontrakt med Real Madrid frem til sommeren 2025.