Video : Tipsbladet
Generelle

Revser Juventus efter stor ydmygelse: - Det var pinligt

Fabio Capello var absolut ikke imponeret over Juventus' præstation i søndagens vigtige hjemmekamp mod Milan, hvor Torino-klubben blev sat på plads af Simon Kjær og kompagni.

Juventus har haft en voldsomt skuffende sæson under Andrea Pirlo, og søndag nåede Torino-klubben så et nyt lavpunkt. 

Med 3-0-nederlaget til Milan ligger Juventus således nu på femtepladsen i Serie A, hvilket betyder, at Cristiano Ronaldo og kompagni nu risikerer at gå glip af kvalifikation til Champions League. 

Idéløst fra Juventus
Og ifølge den tidligere Milan- og Juventus-cheftræner Fabio Capello leverede Andrea Pirlos tropper en decideret uacceptabel indsats i søndagens hjemmebanenederlag. 

- Det var pinligt fra Juventus. De eksisterede slet ikke i første halvleg. De havde ingen idéer, ligesom i Udine i sidste uge, lød det således fra Capello i Sky Sport Italia-studiet. 

Ikke gode nok til Super League
Fabio Capello var dog heller ikke voldsomt imponeret over Milan, selvom Simon Kjær og kompagni altså spillede sig op på tredjepladsen med en vigtig udebanesejr. 

- Milan gjorde deres, men uden at komplicere tingene. De manglede aggressivitet. Begge hold missede for mange afleveringer i første halvleg. Jeg så så mange forfejlede afleveringer, at jeg spurgte mig selv, om de to hold overhovedet er gode nok til Super League. 

Milan har trukket sig fra Super League-konceptet, mens Juventus stadig er involveret. I Serie A har Cristiano Ronaldo og kompagni nu ét point op til Napoli, der ligger på fjerdepladsen. Gennaro Gattusos mandskab møder Udinese, Fiorentina og Verona i deres sidste tre kampe, mens Juventus møder Sassuolo, Inter og Bologna.