Video : Tipsbladet
Generelle

Revser Messi: Han mangler lederegenskaber

Lionel Messi mangler lederegenskaber, og argentineren har ansat de forkerte rådgiver, lyder det fra landsmanden Claudio Caniggia.

Den tidligere argentinske landsholdsangriber Claudio Caniggia mener, at Lionel Messi har visse mangler i sin rolle som anfører i Barcelona, efter at catalanerne ikke vandt et eneste trofæ i sidste sæson.

- Måske mangler Messi lederskab. Når hans hold ikke er det bedste hold på banen, så falder det fra hinanden. Messi tager ansvar, og han har tydeligvis personlighed. Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg siger altid, at han har det hårdt. Han lider, når han kan se, at hans hold er overmatchet, lyder det ifølge Canal 26 fra Caniggia.

- Når han går på banen og kan se, at hans hold ikke er overlegent og at det ikke vil blive nemt at vinde, så har han det ikke så godt. Han har det svært med modgang.

Dårligt rådgivet
Lionel Messi forsøgte for nogle uger siden at komme væk fra Barcelona, men klubbens ledelse nægtede stjernen at skifte.

- Messi blev dårligt rådgivet. De sagde til ham, at han kunne skifte gratis. Det virker til, at hans advokater altid klokker i det. Det var tydeligt, at han ikke kunne komme væk fra Barcelona, lyder det fra Claudio Caniggia.