Video : Tipsbladet
Generelle

Ribery advarer Dortmund-stjerne: Skift ikke til Bayern München

Bayern München-legenden Franck Ribery slår fast, at konkurrencen om pladserne er usandsynlig hård i Bayern München. Og derfor bør Dortmund-profilen Jadon Sancho ifølge Ribery ikke tage til Allianz Arena.

Bayern München har i årenes løb draget stor fordel af at snuppe Dortmunds bedste spillere.

Robert Lewandowski har som bekendt banket mål ind på samlebånd, mens også spillere som Mario Götze og Mats Hummels tidligere har foretaget skiftet.

Hård konkurrence
Men ifølge klublegenden Franck Ribery vil det være en dum idé for Dortmund-stjernen Jadon Sancho at skifte til rivalerne.

Franskmanden, der i sommer skiftede til Fiorentina, mener således, at den engelske landsholdsspiller vil få svært ved at tilkæmpe sig spilletid, hvis han tager til Allianz Arena.

- Sancho er en god spiller, men Bayern har allerede nok gode spillere på hans position. Hvor skulle han spille? De har allerede Müller, Gnabry, Perisic, Coman, Coutinho og Lewandowski. Konkurrencen er hård. Jeg håber, at Sancho får endnu en god sæson. Men der er ikke plads til ham i Bayern-truppen, lyder det ifølge Sport Bild fra Ribery.

Havertz bør også droppe Bayern-skifte
Leverkusen-spilleren Kai Havertz jagtes angiveligt af klubber som Barcelona, Real Madrid og Bayern München. Men ifølge Ribery vil et skifte til Bayern München heller ikke give mening for den 20-årige Havertz.

- Det, jeg kan sige om Havertz, er at han i den alder har brug for at spille en masse kampe og få erfaring. Bayern har Thiago, Kimmich, Tolisso, Cuisance og Coutinho på midtbanen. Det vil være svært for ham i München, lyder det fra Ribery.

Både Sancho og Havertz er vurderet til at koste knap 750 millioner kroner.