Video : Tipsbladet
Generelle

Robben erkender: Ronaldo-indkøb spillede en rolle i mit Real Madrid-exit

Arjen Robben var skuffet over, at der pludselig ikke længere var en plads til ham i Real Madrid, da Florentino Perez kom tilbage som klubpræsident i 2009.

Arjen Robben skiftede for ti år siden fra Bayern München til Real Madrid, men hollænderen spiller på søndag sin sidste kamp for den sydtyske storklub, når Bayern München møder RB Leipzig i pokalfinalen.

Forud for pokalfinalen fortæller Robben nu, at det var Florentino Perez' tilbagevenden til Real Madrid, der i 2009 fik hollænderen til at forlade Bernabéu.

Hentede en række stjerner
Perez vendte som bekendt tilbage med et brag, da han hentede en række stjerner i sommeren 2009.

- Det var ikke kun Ronaldo. Florentino Perez kom tilbage som klubpræsident, og han købte Ronaldo, Kaka, Benzema og Xabi Alonso. De brugte så mange penge, at de fortalte os, at de var nødt til at sælge nogle spillere. Det var skuffende for mig, fordi jeg havde et meget godt forhold til den tidligere træner, Manuel Pellegrini. Jeg havde også lige haft den bedste pre-season i min karriere, lyder det ifølge AS fra Robben.

Karrierens bedste beslutning
Robben erkender, at det var svært at tage afsked.

- Det var svært på grund af udskiftningen på præsidentposten. Jeg havde det virkelig godt der, og jeg havde spillet godt. Men når der går politik i den, og du ikke føler, at du har en fair chance, så er du nødt til at beslutte dig for, om du vil blive ved med at kæmpe, eller om du vil fortsætte din karriere et andet sted. 

- Det var ikke nemt. Vi satte os ned som en familie på terrassen og talte. Der er jo ingen vej tilbage, når man først har forladt en kæmpe klub som Real Madrid. Bayern var ikke lige så succesfulde i Europa på det tidspunkt, og mit mål var at vinde Champions League. Jeg ville vise, at jeg var god nok. At skifte til Bayern München var den bedste beslutning i min karriere.