Video : Tipsbladet
Generelle

Rodgers afslører: Var tæt på at hente Coutinho til Chelsea

Leicester-bossen Brendan Rodgers afslører nu, at han i sin tid i Chelsea forsøgte at hente Philippe Coutinho til Stamford Bridge.

Brendan Rodgers hentede i 2013 Philippe Coutinho fra Inter til Liverpool, men den nuværende Leicester-boss afslører nu, at han faktisk havde kig på brasilianeren langt tidligere.

Rodgers blev i 2004 ansat som en del af José Mourinhos stab i Chelsea, og her havde nordireren altså kig på den blot 14-årige Coutinho.

Valgte Inter
Og da Rodgers så blev ansat som cheftræner i Liverpool var han ikke længe om at hente Coutinho.

- Da jeg studerede holdet i løbet af de første seks måneder, kunne jeg se, at vi manglede noget. Philippe var en spiller, jeg kendte fra mine Chelsea-dage, for vi prøvede at hente ham til Chelsea, da han var 14 år. Men han havde allerede sagt ja til Inter, lyder det ifølge The Beautiful Game Podcast fra Rodgers.

- Vi talte om ham i løbet af sommeren, og vi blev ved med at holde øje med ham. Og pludselig opstod muligheden for at hente ham. Han var 19 år, og jeg tænkte: 'Wow, lad os få hentet den knægt hertil.'

Respekteres ikke nok
Coutinho spillede i Liverpool indtil skiftet til Barcelona i januar 2018. Brasilianeren floppede dog på Camp Nou, og har heller ikke haft den store succes i Bayern München, som han har været udlejet til.

- De fleste vil nok sige, at han ikke skal til Premier League. Men sikke et talent. Han intimiderer sine modstandere, fordi han har så meget kvalitet, når han har bolden ved fødderne. Det er trist at se folk tale ham ned i øjeblikket. Den her knægt tilhører toppen, og hvis han kommer tilbage til den her liga, så skal nok han vise det. Han er verdensklasse, lyder det fra Rodgers.