Video : Tipsbladet
Generelle

Ronaldo-effekt: United-stjerner gav afkald på kage

Cristiano Ronaldo er ankommet til Manchester, og portugiserens tilstedeværelse har tilsyneladende allerede haft en stor effekt på hans nye holdkammerater.

Cristiano Ronaldo gjorde lørdag comeback for Manchester United med to fuldtræffere, men også udenfor banen har portugiseren tilsyneladende haft en effekt i Manchester-klubben.

Således lyder det nu fra Manchester United-reservemålmanden Lee Grant, der i et interview med talkSPORT har fortalt om aftenen inden 4-1-sejren over Newcastle. 

- Det var fredag aften på hotellet. Som I sikkert ved, så er der typisk lidt 'snydesager' ude, når man er færdig med middagen. Der er noget æbletærte eller brownie med lidt is og den slags. Jeg siger jer: Der var ikke én spiller, der rørte æbletærten. Der var ikke én spiller, der gik op for at få lidt brownie. Alle blev siddende og en af de andre spurgte mig: 'Hvad har Cristiano på sin tallerken?' lød det således fra Lee Grant i interviewet. 

- Så vi prøvede at skele lidt til, hvad han fik sig, og selvfølgelig var det den reneste og sundeste tallerken, du kan forestille dig. Og jeg kunne bare ikke lade være med at grine over, at der ikke var én eneste spiller, der turde at gå op og spise de usunde sager, der var stillet frem. 

I interviewet fortalte Lee Grant desuden, at Cristiano Ronaldo holdt en mindre tale for sine nye holdkammerater under middagen, hvor portugiseren erkendte, at han var nervøs inden sit comeback i Manchester United-trøjen.