Video : Tipsbladet
Generelle

- Ronaldo er en stor mester, men han kan være irriterende

Cristiano Ronaldos kvaliteter kan ikke benægtes, men den portugisiske superstjerne har også en tendens til at være irriterende. Sådan lyder det nu fra Ungarns landstræner.

Cristiano Ronaldo har indtil videre været flyvende under EM, hvor den 36-årige portugiser har nettet hele fem gange i gruppespillet. 

Ifølge Ungarns landstræner, italieneren Marco Rossi, har Cristiano Ronaldo dog en frustrerende tendens til at overdrive sine jubelscener. Superstjernen scorede to gange, da Portugal vandt 3-0 over Ungarn i den første gruppekamp.

- Ronaldo er en stor mester, men han kan være irriterende til tider. Efter straffesparket mod os jublede han som om, at han havde scoret i finalen. Folk lægger mærke til den slags, lyder det, ifølge La Gazzetta dello Sport, fra Marco Rossi. 

Frustreret over exit
Ungarn spillede onsdag 2-2 mod Tyskland i München, men ungarerne er færdige ved EM, da de måtte nøjes med to point i gruppespillet. 

- Jeg sov maksimalt 15 minutter i nat (natten til torsdag, red.). Jeg ville aldrig have troet, at uafgjort mod Tyskland ville have efterladt mig med denne følelse. Jeg er klar over, at vi gjorde det godt, men jeg er ked af det, lyder det fra Marco Rossi. 

Med de fem fuldtræffere i gruppespillet har Cristiano Ronaldo tangeret rekorden for flest landskampsmål. Portugiseren er nu noteret for 109 fuldtræffere på landsholdet.